>

Hvis det ikke er kærlighed

  home  
    Download pressefoto


CD-pressemeddelse

Global, København: CHANNE NUSSBAUM KVARTET
Fredag d.2 marts
Af JAKOB LAMBERTSEN, Jyllandsposten


At bevæge sig bort fra den løsslupne klezmermusik er ikke så let live som på plade.


Når man kender hele landets klezmerdronning Channe Nussbaum for hendes smittende vitalitet, kan hun synes lidt stiv med en guitar om halsen.
Hun virker tilmed selv til ikke helt fortrolig med denne rolle og det forekommer nærmest grotesk, at hun opfordrer publikum til at klappe i takt til et nummer med titlen Dine hænder gør ondt.
Hun er lidt låst mellem på den ene side løssluppenheden og de uforpligtende jiddische tekster i klezmermusikken, på den anden side de voldsomme følelser og den blide intensitet i sine seneste sange, hvor nonsenslyrik er umulig, simpelt hen fordi de er på dansk.
Dæmpede elguitarklange, elementer af balkanpop og bratte brud i rytmikken virkemidlerne er mange. I begyndelsen næsten forsamlingshusagtigt i de hurtigste og letteste numre, men som koncerten skrider frem, falder dynamikken på plads i dette grænseland mellem rock og visesang.
De fleste sange fra den snart et år gamle plade, Hvis det ikke er kærlighed, har en særegen kraft, som lidt famlen i musikstil og fremtræden ikke kan gøre det af med. Stjernene, Dværghamster, Alene og Skilt fuldstændig ad løfter sig nærmest ved egen kraft, men dog også med nyttig hjælp af især guitaristen Jakob Holm og klarinettisten Bjarke Kolerus.
Helt nye numre som Når du forlader mig (over en Tove Ditlevsen-tekst) og Kort lunte (med reggaerytme) har ikke helt samme styrke. Men der ligger langt flere muligheder for videreudvikling i denne danske musik end i klezmeren.

Hvis Channe Nussbaum for alvor formår at slippe følsomheden, tristheden, sensualiteten og intensiteten løs, ikke kun på plade, men også på scenen, kan hun nå langt.

jakob.lambertsen@jp.dk


GAFFA.dk


Af Torben Holleufer


Channe Nussbaum har livet og mere til på spil på en debut, som er kunstnerisk moden og med stor variation i virkemidlerne
Channe Nussbaum har i en årraekke markeret sig på den danske scene. Først dukkede hun op i Dansk Melodi Grand Prix, siden med orkestret Goy, og endelig sammen med blandt andre Torben Steno i klezmerorkestret Spielniks. Nussbaum har jødiske aner, og klezmer er den spillemandsmusik, der opstod i jødiske menigheder i Østeuropa, og som har fået en revival i de sidste ti år. Og i de omgivelser har den begavede sangerinde fundet udtryk for sin fine stemme, der kan minde lidt om det organ, der sidder i halsen på Annisette.
Nu er Channe Nussbaum ude med dette dybt personlige album, som har masser af klezmer i sig, men som også har vidunderlige afstikkere ud i tango og flamenco. Orkestret er fantastisk, og med årene er det lykkedes Channe Nussbaum at samle et hold musikere, der har hendes høje niveau, og resultatet er en plade, hvor divaen satser hele butikken og vel at mærke lykkes med det meste. Som på sangen Farvel, hvor der er et sindrigt Piazzolla-agtigt forspil, eller den følgende med titlen Furien Esther, hvor den allestedsnærværende virtuose klarinet giver en smægtende overgang til Alene, en hyldest til singler, hvor de danske verslinjer ligger lige i munden.
Der er stadig masser af klezmer i Channe Nussbaum, men hun bringer os på denne plade velgørende tæt på hjertet, som banker stærkt i en københavnsk virkelighed med troværdige udtryk fra den jødiske diaspora. Modent, varieret og originalt udspil fra en sjæl, der brænder på alt andet end vågeblus.



Jyllandsposten

Af JAKOB LAMBERTSEN



Fem stjerner ud af seks!



På sin første egentlige soloplade trækker Channe Nussbaum på hele sit mangfoldige erfaringsgrundlag.

DANSK VERDENSMUSIK
De indledende toner får én til at tænke på gamle cubanske mænd. Men så kommer røsten, en sjælfuld mellemting mellem Lis Sørensen og Annisette. Siden følger flamenco-elementer, sigøjner- og klezmer-stemninger, klaverballader ...

En del vil vide, at Channe Nussbaum har involveret sig i de jødiske traditioner i Trio Klezmer og Spielniks, og at hun i et par tilfælde har prøvet kræfter med grandprixpop. Færre vil erindre, at hun for 18 år siden i bandet Goy forsøgte at gøre Sanne Salomonsen kunsten efter som rockmama.

Nu kommer den egentlige solodebut fra en sangerinde, som er blevet 45 år. Der er ild, hjerte og smerte i hendes musik - lidt på samme måde som i Lis Damms sørgeligt oversete "Knogler & ben" fra 1992. Channe Nussbaum har sin egen musikalske stil, lidt balkan-agtig, lidt sigøjner-agtig, men frem for alt præget af hendes egen personlighed.

Hun har dog fået vital sangskriverhjælp, musikalsk assistance og inspiration af bl.a. Jacob Eriksen (Shirtsville) og Stephan Grabowski, men de numre, som hun har været ene om at skrive, står stærkest - f.eks. den nøgne skilsmisselyrik i "Skilt fuldstændig ad", "Alene" - og "Farvel":

Blomster der drukner i omsorg / stearinlys der aldrig bliver tændt / ord der sidder i halsen / som om intet er hændt

Det virker ærligt, autentisk og selvoplevet. Vigtig er den afslappede intensitet, hun lægger i dem. Helt for sig selv står "Det var en lørdag aften" med den gamle tekst, men med ny melodi - sunget uden akkompagnement. Modigt.


Information

af Klaus Lynggaard

8. april 2006


Stærk, sensuel og sjælfuld Helheden er intens, organisk og velfungerende, men det er Channe Nussbaum, der blæser liv i den med sit stærke, sensuelle og sjælfulde foredrag

Danske Channe Nussbaum synger sig med baggrund i klezmermusikken helt ind til tingenes hjerte på sin dragende, farlige og underspillede solodebut

Channe Nussbaum har i dén grad sjæl. Det har vi (forhåbentlig) alle, men hun formår så lige at få ført den med over i sit i forvejen stærkt lidenskabelige sangforedrag, hvilket er med til at gøre Hvis det ikke er kærlighed, hendes debut-cd, til så hamper en udgivelse som tilfældet er. Hun tilfører sine sange og fortællinger uangribelig troværdighed ved hjælp af den såvel passion som præcision, hvormed hun går til materialet. Og ikke så lidt farlighed, der kommer frem de steder, hendes naturlige hæshed får lov til at forblive intakt.

Det er ikke skønsang i klassisk forstand og tak for det. Man behøver faktisk ikke lytte efter ordene (men gør det bare alligevel!), men kan i stedet nøjes med at hengive sig til stemmens vildskab i sig selv og de små finurlige klanglige nuancer, der strømmer én i møde fra dette lidenskabelige menneske, der er som gjort af musik fra top til tå. Helheden er intens, organisk og velfungerende, men det er Nussbaum, der blæser liv i den med sit stærke, sensuelle og sjælfulde foredrag, der på det nærmeste lyder som om det manes op af jorden under den syngende.

Så er der materialet, som mestendels består af hjerteflående og voldsomt bedrøvelige fortællinger fra kærligheden og begærets overdrev, gerne med en snert af det absolut fatale. Ja, det er så sørgeligt, at man bliver i helt godt humør. Som det hedder i "Syng lille pige":
"Syng lille pige, om elskov og had/ syng, det gør mig så glad".

Lige nedenunder det smertefulde, det higende og det farlige lurer nemlig et livsmod og en vitalitet, der løfter dette både forføreriske og underspillede udspil endnu en tak opad. Det fornemmes, at der er noget på spil og det er en voksen kvinde, der synger, for her er meget langt til de sædvanlige danske kvindeudgivelser, hvor måne rimer på dåne og alt er så lyserødt romantisk, at det er lige til at blive forstemt over. Gennem pladen løber en sørgmodig folkemusikalsk tone, der ikke kan andet end gribe lytteren og løfte hende ud af hverdagens fortrædeligheder og ind i et rum, hvor det gør rigtig, rigtig ondt.

En fortryllende mikstur Nussbaum har til dato primært gjort sig bemærket som klezmersanger i diverse københavnske sammenhænge og det der molstemte østeuropæiske tonefald gennemsyrer også pladen her, med et par stilistiske afstikkere hid og did. Som der står i bookletten:
"Dette album er en slags musikalsk landkort med inspirationer, der spænder lige fra cubansk salsa over Tom Waits, Piazolla, Klezmer og til dansk folkemusik."

Så har kunstnerinden måske meget godt fået indkredset sit musikalske rum, som tilføres ikke så lidt af de mange fremragende musikere, der medvirker. Anders Vesterdahls lyrisk sikre trækharmonika binder det hele sammen, godt hjulpet af sted af Jeppe Tuxens diskret lydhøre klaver, Mette Smidls træfsikre violin og Bjarke Kolerus ekspressive tryllerier på såvel almindelig klarinet som bas ditto. Mens pladens meddigtende producer og taktfulde arrangør, den altid inspirerende Stephan Grabowski giver den på guitar og slagtøj.

Derudover dukker kapaciteter som bl.a. guitarist Niklas Knudsen, tubaisten Jakob Munch og bassist Nikolaj Davidsen op på diverse spor og helheden er blevet en fortryllende mikstur, der kan indtages ved (og mod!) snart sagt enhver form for hjertebræk, der måtte tilstøde én. Det hele er indspillet vibrerende live uden overdubs eller andre tekniske spidsfindigheder, hvilket i dén grad er med til at give musikken fremdrift, stemning og bevægelse. Det er som kunstnerinden selv alt sammen meget levende og intenst og så swinger det, så det er en ren fornøjelse. Det er ganske givet, at var man lavet af træ, kunne man sidde helt, helt stille til numserystere som "Dværghamster", "Farvel" og "Alene", men denne anmelder må under pres bryde sammen og tilstå, art han havde endog meget svært ved at forholde sig i ro, mens disse pladens tre mest markante up tempo-udladninger stod ud i rummet. Og de bryder befriende og tiltrængt med de mange grumt desillusionerede ballader, som udgør hovedretten i denne udsøgt anrettede menu.

Mesterligt
Sangene stammer fra allehånde kilder; Nussbaum står selv for en del af dem, ind i mellem i samarbejde med Jacob Eriksen (som nogle måske vil huske fra Århus-bandet Shirtsville), men flere af dem har hun fundet i det folkemusikalske dyb. Der skal en del østrogen til at turde iklæde teksten til den udødelige "Det var en lørdag aften" nye musikalske gevandter, men Nussbaum har erstattet den oprindelige (udødelige!) melodi med sit eget bud på samme, hvilket endnu engang beviser, at frækhed betaler sig. Det skader ikke sagen, at det afsynges a cappella, uden lir eller forsiringer.

Også tussegamle tekster som "Ungersvendsdrøm", "Syng lille pige" og ikke mindst den mesterligt kuldegysningsinducerende "Stjernerne" har Nussbaum komponeret ny og spillevende musik til, uden ansats til hverken det glatte eller det søgte; tværtimod fungerer tekst og musik perfekt sammen og hendes rødder i diverse folkemusikalske rammer fornægter sig ikke i disse fortællinger om kærlighedens filtrede vildveje.

Det er hele tiden enkelheden, der står i centrum her. Hverken musik eller tekst puster sig op til mere end det kan bære (hvilket i øvrigt er en hel del), hvorfor man som lytter uden forbehold køber udsagnene om de der fatalt ladede møder med den der forbandede kærlighed. Pladen emmer af nærvær og levet liv og man drages uvægerligt imod den igen og igen, thi den har en ambiens, der ofte savnes i nyere musik.

For selvfølgelig er det pisse gammeldags at lave musik af denne karakter og på den måde. Men det fungerer og skaber et rum udenfor tid og sted, som denne signatur med stor glæde og fornøjelse har tænkt sig at flytte ind i et stykke tid. Så når der nu hænger et "Do not disturb"-skilt på min dør, er det alvorligt ment. Moderniteten og neoliberalisterne klarer sig nok et stykke tid, men vi drager i indre eksil.
 







Warning: fwrite() expects parameter 1 to be resource, boolean given in /var/www/nussbaum.dk/public_html/data/tel.txt on line 32

Warning: fclose() expects parameter 1 to be resource, boolean given in /var/www/nussbaum.dk/public_html/data/tel.txt on line 33
1
Warning: fwrite() expects parameter 1 to be resource, boolean given in /var/www/nussbaum.dk/public_html/data/tel.txt on line 32

Warning: fclose() expects parameter 1 to be resource, boolean given in /var/www/nussbaum.dk/public_html/data/tel.txt on line 33